Seks drenge fængslet for groft røveri

Fredag d. 27. jan. 2012 kl. 21:20 af Anne Schøning Christensen, ansc@tv2.dk for TV 2 Nyhederne

Fængsel

Fredag eftermiddag blev to 16-årige drenge fængslet i surrogat frem til den 16. februar for at have deltaget i planlægningen af et røveri mod en pengetransport ved Nivå Centret den 17. januar i år.

Hermed af antallet af fængslede i sagen nu oppe på seks. Men der er flere på fri fod, fortalte politiets anklager Betina Engmark, da hun bad dommeren om at få dørene lukket under grundlovsforhøret i retten i Helsingør, skriver sn.dk.

Chauffør blev slået ned
Gruppen af drenge, der er i alderen 16-17 år, havde sendt to afsted på en stjålen knallert for at udføre røveriet, og det udviklede sig ganske dramatisk. En 45-årig chauffør blev slået ned bagfra og fik en fem centimeter lang flænge i hovedet.

Politiet fik først på ugen fængslet tre drenge i sagen, heraf den 17-årige, der havde slået chaufføren. I sidste uge blev en 17-årig fængslet i sagen, sigtet for at være en af de to, der begik røveriet.

Røveriet skete tirsdag den 17. januar ved 17.50-tiden i Nivå Centret, og de to gerningsmænd stak af med 26.880 kroner i to pengekufferter, som de dog aldrig nåede at få åbnet. De smed dem i en busk.

Print artikelSend til en ven Del på facebook