Lygtepæle har af natur en tiltrækningskraft på hunde. Men da hunden Amigo i går eftermiddag gik tur i Lønstrup med sin ejer, Charlotte Ottesen, fik de sig begge en stor forskrækkelse, da Amigo ville snuse til lygtepælen.
"I det vi går forbi hopper den pludselig højt op, falder om på asfalten. Den går i krampe og ligger så helt stille med det hvide ud af øjnene. Jeg troede først den var død. Da jeg tager fat i ham, får jeg stød," fortæller Charlotte Ottesen til Nordjyske Medier.
Efter at have ligget stille i et minut springer Amigo pludselig op og styrter af sted på Strandvejen i Lønstrup. Den er sluppet med livet i behold.
Der var - viste det sig senere - overgang i lygtepælen, hvilket betød, at den afgav 230 volt. Strømmen var også i et område omkring lygtepælen.
"Det er vanvittigt at man kan få stød af at gå forbi en lygtepæl. Den tissede jo ikke op af den eller noget," siger Charlotte Ottesen til avisen.
Julebelysning ikke pillet korrekt ned
Hos Nord Energi, der har ansvaret for lygtepælene i byen, lyder forklaringen, at der er gået noget galt i forbindelse med, at julebelysningen er blevet taget ned.
"Der er tilsyneladende nogen, der uden vores tilladelse har pillet ved strømmen i forbindelse med julebelysningen," siger administrerende direktør, Peder Kjeldgaard, til avisen, der med et privatfoto i dag kan dokumentere, at en uautoriseret person roder med julebelysningen i byen.
Tidligere var det ikke ualmindeligt, at borgerforeninger selv stod for at sætte julebelysning op, men efter at lygtepæle ikke længere er af træ, skal der laves en særlig installation med HFI-relæ.
"Vi skal selvfølgelig undersøge, om vores ansatte har haft kendskab til det her, og dermed har et ansvar," siger Peder Kjeldgaard.
Han garanterer nu, at hunde og mennesker fremover kan gå tæt på Lønstrups lygtepæle. De er ikke længere strømførende.
Charlotte Ottesen har meldt Nord Energi og Hjørring Kommune til politiet.
"Det kunne jo have været et barn, og jeg ser det som et mirakel, at Amigo overlevede det kraftige stød," siger hun.




