Judy var bange for drabsmistænkt

Torsdag d. 9. feb. 2012 kl. 11:13 af David Buch, dabu@tv2.dk for TV 2 Nyhederne (opd. d. 9/2 2012; 11:15)

Judy Meiniche Simonsen

Politiet har til formiddag anholdt Kristian Heilmann, som er mistænkt for drabet på den 46-årige pædagog Judy Meiniche Simonsen.

I dag skriver Ekstra Bladet, at pædagogen, der arbejdede på bostedet Blåkærgård i Viborg, gennem længere tid havde været bange for den nu drabsmistænkte beboer.

Ifølge avisen sygemeldte Judy Meiniche Simonsen sig i januar pga. frygten for den 39-årige, men vendte tilbage mod slutningen af januar.

Tirsdag eftermiddag kørte pædagogen så fra bostedet med den 39-årige beboer Kristian Heilmann. De to vendte ikke tilbage som aftalt og blev efterlyst. I går blev Judy Meiniche Simonsen så fundet dræbt.

Kristian Heilmann har boet på bostedet i knap et år, da han ifølge politiet afsoner en behandlingsdom for flere tilfælde af vold. Han er tidligere blevet anholdt for våbenbesiddelse.

Print artikelSend til en ven Del på facebook