Krisen tvang Bertrand til at udleje sin seng

Mandag d. 13. feb. 2012 kl. 19:46 af Jeppe Lykke Hansen, jely@tv2.dk for TV 2 Nyhederne

Da Bertrand Dubois mistede sit arkitektjob, havde han ikke råd til at blive i sin lejlighed.

Da krisen satte ind, mistede Bertrand Dubois sit arbejde som arkitekt. Nu arbejder han som taxichauffør, og det giver ikke nok til, at han kan betale for sin lejlighed, hvor han bor med sine døtre på syv og 13 år, men så fik han en ide. Nu er han værelsesudlejer, og den løsning er han rigtig glad for.

"Det har virkelig været en redning. Så længe det varer, nu må vi se, men foreløbigt tegner det rigtig godt," fortæller han TV 2 | NYHEDERNE.

Bertrand Dubois udlejer sit soveværelse og deler køkken og bad med sine logerende. Det har han nu gjort mere end 50 gange.

"Nu kan jeg klare mig og tjene det, der skal til for, at vi kan blive boende. Det er fantastisk. Nu kan jeg sove roligt om natten," siger han.

Når gæsterne så har betalt sig til en plads i Dubois' seng, flytter han ind på sine døtres værelse.

Som sidegevinst for han mulighed for at møde en række spændende mennesker.

"Alle har en historie at fortælle, jeg har gæster fra hele verden. Det kan jeg godt lide, det er rigtig sjovt."

En overnatning hjemme hos Bertrand Dubois koster 485 kroner.

TV 2|BREAKING
Print artikelSend til en ven