Et bredt flertal på Christiansborg bakker nu op om at hjælpe kommunerne økonomisk ved tvangsfjernelse af børn.

Et nyt lovforslag lægger op til, at staten afholder udgifterne for kommunerne, når store søskendeflokke skal fjernes fra forældrene - som eksempelvis i sagerne fra Brønderslev og Rebild

I den verserende Rebildsag om omfattende sexmisbrug er der 10 børn i familien. Og borgmesteren i kommunen erkendte i dag, at kommunen måske burde have skredet til tvangsfjernelse af børnene efter adskillige indberetninger, som der ikke blev reageret på.

Kan ikke leve med mistanke
"Jeg går ind nu og fremsætter et lovforslag, der blandt andet gør, at det bliver billigere for kommunerne, når man fjerner større søskendeflokke," siger socialminister Karen Hækkerup i dag til TV 2 Nyhederne.

"Vi kan ikke leve med, at der er en mistanke om, at grunden til, at man ikke handler i de her sager, er fordi det koster for mange penge, når man skal fjerne en større flok."

Tvangsfjernelse af et barn koster i gennemsnitsnit 900.000 kroner - og det kan betyde store millionudgifter for kommuner med mange socialt belastede og børnerige familier.

I lovforslaget fremgår det, at kommunen selv skal betale for de første tre børn - men med 25 procent rabat på alle udgifter over 710.000 kroner.

For alle børn udover de tre første vil staten betale alle udgifter.