11. september 2001 blev World Trade Centers tvillingetårne i New York lagt i grus og et passagerfly fløj direkte ind i Pentagon - eller gjorde det? I 2006 var guruen over alle konspirationsteoretikere i Danmark for at sprede sit budskab.
af David Buch
Med historiske begivenheder følger ofte en slipstrøm af konspirationsteorier. En af de begivenheder, som er omgærdet med mest mystik og skepsis, er terrorangrebet mod USA. Og spørgsmålene er mange:
Hvordan kunne to passagerfly flyve ind i World Trade Center i New York, uden at et eneste jagerfly kom på vingerne?
Hvordan kan hullet i Pentagon kun være ca. 6 meter i diameter, når en Boeing 757 har et vingefang på godt 40 meter?
Hvorfor er der ikke vragdele fra flyet på de mange billeder, der blev vist fra Pentagons sikkerhedskameraer?
USAs befolkning tvivler
36 pct. af USAs befolkning finder i en opinionsundersøgelse fra universitetet i Ohio det enten meget sandsynligt eller sandsynligt, at deres egen regering stod bag eller undlod at forhindre 11. sept.
At George W. Bush og Dick Cheney stod bag angrebene, er den mest udbredte alternative forklaring. Angiveligt for at få fingre i olien i Irak.
Andre tror, at det var den israelske efterretningstjeneste Mossad, der ville vende verdens opmærksomhed mod Israels fjender.
911truth.org, 911forthetruth.com, 911citizenswatch.org er blot nogle af de hjemmesider på nettet, hvor grupper af skeptikere har fundet sammen i kampen for at få sandheden frem.
Også dansk skepsis
Men det er ikke kun amerikanere, der er optaget af at finde alternative forklaringer på terrorangrebet.
Specialestuderende i filosofi og oldtidskundskab på Syddansk Universitet Thomas Vibe Andreasen har en blog, hvor han stiller spørgsmål ved den officielle historie om de 19 flykaprere, der gik i døden for Allah.
Han vil ikke selv komme med bud på, hvem der stod bag angrebene, hvis det ikke var Osama bin Laden.
"Jeg ved bare, at der er noget, der ikke stemmer i den officielle forklaring, og det får mig til at sætte spørgsmålstegn," siger han.
Amerikaneren David Ray Griffin er med sine mange bøger blevet guru for den verdensomspændende bevægelse, der bl.a. omfatter 75 videnskabsfolk, teknikere og lektorer, som har dannet '9/11 Scholars for Truth'.
Sprængladninger placeret i tvillingetårnene
På femårsdagen viste DR 2 endnu et skud på stammen over dokumentarprogrammer, der sætter store spørgsmålstegn ved regeringens officielle forklaring på 11. sept.
Folkene bag programmet mener bl.a. at kunne bevise, at der var placeret sprængladninger i tvillingetårnene i New York. At der var tale om en kontrolleret og planlagt sprængning, så tårnene ikke væltede og smadrede store dele af det sydlige Manhattan.
Et andet argument i den velproducerede dokumentar handler om det fjerde fly, United 93, der angiveligt styrtede ned i Shanksville i Pennsylvania.
Men hvorfor blev der aldrig fundet nogen store vragdele fra flyet? Hvorfor blev flyet spottet i en lufthavn ca. på samme tid, som det skulle være styrtet ned?
Hvordan kunne passagererne i flyet ringe fra deres mobiltelefoner for at tage afsked med deres kære derhjemme, når det er stort set umuligt at fange et signal på mobiltelefonen i flere kilometers højde?
Mangel på fakta og logik
Historikeren og forfatteren Dan H. Andersen, har skrevet bogen 'Skjulte magter? - hemmelige selskaber i 1000 år' om konspirationsteorier.
Ifølge ham er der ikke meget at komme efter, når man går konspirationsteorierne om 11. sept. efter i sømmene:
"De har så store mangler med hensyn til fakta og almindelig logik, at konklusionerne virker absurde på mig. En konspirationsteori af denne type kræver involvering af flere tusinde mennesker. Det er utænkeligt, at de alle ville holde mund før og efter. Så selv om der muligvis er nogle ting, man ikke kan forklare, så er de her teorier ubrugelige," konkluderer Dan H. Andersen i et interview med Politiken.
Kilder: Politiken og infomedia.dk




