Kampfly fra Sudan bomber en FN-lejr for fredsbevarende styrker i Sydsudan. Et andet angreb dræber ni civile.

En base for FN's fredsbevarende styrker i Sydsudan blev udsat for et angreb, da sudanske kampfly sent søndag aften bombede basen.

Angrebet mod FN er det første af sin art, siden der for nylig skete en stigning i volden mellem Sudan og Sydsudan.

Ingen er kommet til skade ved luftangrebet, oplyser en talsmand for FN's mission i Sydsudan, Unmiss.

Derimod meldes 9 civile dræbt og 22 såret i to andre angreb, der ligeledes fandt sted i den olierige delstat Unity på grænsen mellem Sudan og Sydsudan, oplyser delstatens informationsminister.

Bombardementerne var rettet mod delstatens hovedby, Bentiu, og mod byen Mayom, hvor FN-basen også ligger.

Der udbrød kampe mellem Sudans og Sydsudans rivaliserende hære i sidste måned, og voldshandlingerne eskalerede i sidste uge, da soldater fra Sydsudan indtog det omstridte oliefelt Heglig.

Det fik Sudan til at indlede et modangreb og sende fly ind over grænsen for at bombardere området.

/ritzau/AFP