Kort efter at begravelsesceremonien for kejserinde Dagmar i Peter og Paul Katedralen var gået i gang i Skt. Petersborg, fik yngre mand, der er ansat på den danske ambassade i Moskva overbalance og røg ned i graven.

Ifølge TV 2/NYHEDERNEs Samuel Rachlin, der var uden for kirken, lød der et højt brag da personen faldt. Flere ilede til den to meter dybe grav, og en mand trådte ned i graven for at hjælpe ham op. . Han kom ikke til skade ved faldet, men ifølge Udenrigs­ministeriet er han chokeret og ked af oplevelsen.

"Det kunne være sket for os alle. Vi stod meget snævert og blev skubbet frem. Ingen ser sig ned, når man bliver bevæget frem i en så tæt pakket kirke. Der var ingen afskærmning, og han faldt så desværre ned i graven. Heldigvis kom han ikke noget til, men selvfølgelig må han være rystet," siger udenrigsminister Per Stig Møller (K).

Han havde torsdag eftermiddag endnu ikke talt med manden, men ville besøge ham på hotelværelset. Her havde han fået besked fra ambassadør Per Carlsen om at slappe af.