Stoffet ketamin kom i 2008 på listen over ulovlige stoffer - alligevel har det aldrig været mere udbredt, end det er i dag. Specielt i technomiljøet bliver stoffet misbrugt af flere unge.

Mange af de unge, som bruger ketamin, når de går ud, ser ingen problemer i at eksperimentere med stoffet.

For en af de mænd, som Station 2 har mødt i forbindelse med indslaget, handler det om at få det optimale ud af musikken, og om at udforske nye sider af sig selv.

"Man kommer dybt ind i sin egen psyke. Det kan være rigtig rart, men også skræmmende. Ketamin er ikke et begynderstof. Det er for folk, der har prøvet lidt af hvert," fortæller han til Station 2.

200 kilo pony slået ud på et minut
Men ketamin er langt fra fremstillet til at gøre fester sjovere. Stoffet er oprindeligt et bedøvelsesmiddel til heste. For at se, hvordan ketamin egentlig skal bruges, var TV 2s kriminalmagasin med, da en pony skulle opereres.

"Det er så kraftigt og så farligt, at vi på hospitalet kun køber ind fra dag til dag, da vi ikke vil have noget liggende til at friste svage sjæle," fortæller dyrlægen Hans Schougaard.

Men ketamin har en række bivirkninger. Blandt andet kan det give muskelkramper, og derfor må dyrlægen give en række andre typer medicin i forbindelse med bedøvelsen.

"Der er faktisk fire forskellige ting, vi skal give hesten samtidig, for at nedsætte blodtryk og nedsætte krampe. For ketamin alene er for farligt," forklarer Hans Schougaard.

Ponyen vejer 200 kg - altså mere end dobbelt så meget som en gennemsnitsdansker. Til at bedøve hesten, bliver der brugt, hvad der svarer til 0,8 gram ketamin. Det er cirka halvdelen af den mængde, som en af de mænd, som Station 2 har mødt, tog under en technofest.

Og ketaminen tager ikke lang tid for at virke. Godt et minut efter ponyen har fået stoffet, er den bedøvet.

Farligt stof fremstilles i Indien
Meget af den Ketamin, der bliver misbrugt i technomiljøet stammer fra Indien. Her bliver en stor del af den samlede ketamin fremstillet som medicin, der helt lovligt skal bruges på hospitaler og ved dyrlægeklinikker. Men National Geographic har for nyligt påvist, at der i Indien også findes fabrikker, der fremstiller ulovlig ketamin, som smugles til blandt andet Europa.