Københavns kulturborgmester Pia Allerslev (V) vil give trængte kunstnere deres helt egen teaterscene. Det oplyser Kulturen på TV 2|NEWS.

De seneste måneder har hovedstadens teatre været tvunget til at forhandle om, hvilken scene, der skal lukke og i stedet lægge gulv til den såkaldte åbne scene, som Folketinget har besluttet, at København skal have.

Men nu vil Pia Allerslev forære hjemløse teaterkompagnier teatersalen Planeten, som ligger i Huset i Magstræde, der allerede fungerer som kulturhus.

Gaven skal løse pladsproblemet, således at hverken Teater Republique eller Nørrebro Teater behøver lukke deres små scener. Og dét er ikke den eneste fordel, mener Københavns kulturborgmester: "Det er et sted, som burde gøre mange af de uafhængige scenekunstnere rigtig, rigtig glade, fordi det faktisk er en meget anvendelig teatersal," siger Pia Allerslev til Kulturen på TV 2|NEWS.

Ideen om at bruge teatersalen Planeten bliver hilst hjerteligt velkommen i paraplyorganisationen Københavns Teater, som kulturminister Uffe Elbæk (R) har bedt om at finde pladsen til den åbne scene blandt hovedstadens eksisterende scener.

"Det vil da være lykkeligt for vores teatre. Det vil da være optimalt, at ingen af dem skal lide og afgive en scene," siger Sten Pade, formand for Københavns Teater til Kulturen på TV 2|NEWS.