Præsident Obamas uvarslede besøg i Afghanistan handler lige så meget om kampen om præsidentposten i USA som krigen mod al-Qaeda. Det vurderer TV 2's USA-korrespondent Jesper Steinmetz.

"Han har stort behov for at vise over for republikanerne, at han ikke er den demokrat, som de gerne vil fremstille ham som. Altså den type demokratiske præsident, der ikke helt evner at træffe de modige, kontroversielle beslutninger. Det turde han for præcis et år siden, da han gav ordren til at Osama bin Laden skulle slås ihjel," siger korrespondenten til TV 2 NEWS.

Ifølge Jesper Steinmetz handlede besøget udelukkende om at finde den rigtige kullise for en mærkedag, der også er en mærkedag for Obama selv, fordi det var ham, der gav ordre til, at al-Qaeda-lederen skulle dræbes.

"Det var en operation, der lykkedes til perfektion, men det er også en operation, som han ikke har fået nok ud af politisk, og som derfor også nu får en ekstra tur på valgkarrusellen," forklarer Jesper Steinmetz, der ikke mener, at Obama sagde noget som helst under sit besøg, som han ikke er kommet med mange gange tidligere:

"Der var ikke fugls føde på det besøg. Det var i den grad et besøg, der lugtede af, at præsidentvalgkampen nu for alvor er gået i gang."