Netop nu holder Sydøstjyllands politi møde med repræsentanter fra Horsens Kommune og fra Giro d'Italia. Det sker i forbindelse med Jan Trøjborgs død - Horsens borgmester omkom i dag ved et motionscykelløb, dagen før Horsens skal være vært for tredje etape af Giro d*Italia.

"Mødet er i gang nu - vi skal have afgjort, hvad der skal ske ovenpå så tragisk en begivenhed - der skal tages en beslutning om, hvad der skal ske i morgen," siger kommunikationschef Ulla Kaspersen fra Sydøstjyllands politi til tv2.dk.

Ulla Kaspersen fortæller, at det er op til kommunen og cykelløb-arrangøren, hvad, der skal foregå i morgen - men politiet er nødt til at være informeret om, hvorledes dagen vil komme til at forløbe, så den politimæssige strategi kan passes ind efter planerne.

Om der vil være et minuts stilhed, eller om man på anden vis vil mindes Jan Trøjborg ved løbet i morgen, kan kommunikationschefen ikke fortælle - det vil kommunen eller Giro d'Italia melde ud, siger hun.

Skal overveje ligsyn
Ud over planlægningen til i morgen, skal politiet også se på selve dødsfaldet i dag, oplyser Ulla Kaspersen.

"Politiet skal ind over, når der sker pludselige uventede dødsfald - der er blandt andet mulighed for ligsyn, men det er noget embedslægen skal tage stilling til," siger Ulla Kaspersen