Flere og flere hjem får uønsket besøg af østeuropæiske tyvebander på Sjælland. TV 2s kriminalmagasin Station 2 fik lov at være med, da 80 betjente fra hele Sjælland var samlet til en koordineret aktion i København.

Aktionen er tilrettelagt af en ny afdeling i politiet kaldet Task Force Indbrud. Her har man siden marts efterforsket et særligt kriminelt netværk af herboende udlændinge og omrejsende kriminelle.

"Det er organiseret - det er vi slet ikke i tvivl om. Det er indbrudstyveri i den dyre ende," siger Jesper Simonsen, der er operativleder i Task Force Indbrud, til Station 2.

Børge og Inge havde uvelkomne gæster
Det er primært villaejere, der har været plaget af de organiserede indbrud. Forrige måned gik det for eksempel ud over Børge og Inge Frederiksen i Gadstrup.

"Skufferne var væltet ud på sengen. Også min kones smykkeskrin var smidt på sengen. Det var tydeligt, at det var der, de havde undersøgt tingene," siger Børge Frederiksen.

Til alt held for Børge og Inge Frederiksen lykkedes det for politiet at fange indbrudstyvene, og smykkerne er tilbage, hvor de hører til.

Det stod dog klart for politiet, at indbrudstyvene i Gadstrup, kun var en lille del af et større forbrydernetværk.

Efter indbruddet er det lykkedes politiet at anholde yderligere 15 personer fra netværket, og med de razziaer, som Station 2 har fået lov til at følge med på, håber politiet at foretage endnu flere anholdelser.

I aftenens program kan du se om det lykkes de 80 betjente, at foretage yderligere anholdelser.

Har du haft indbrud i dit hjem?
Task Force Indbrud vil selvfølgelig gerne være de bestjålne familier
behjælpelige med at få deres smykker igen.

Men da registreringsarbejdet tager
nogen tid, bedes man venligst sende en mail til:

nsj-­taskforce-­indb@politi.dk.

TFI vil så kontakte de forurettede, med henblik på gennemsyn.