En direktør i et stort softwarefirma i Californien er sigtet for fire tilfælde af tyveri.

Den 47-årige Thomas Langenbach, der beskriver sig selv på den erhvervsorienterede sociale netværksside Linkedln som vicedirektør i "Palo Alto's SAP Labs Integration and Certification Center", skal i dag i retten i Santa Clara.

Thomas Langenbach blev anholdt den 9. maj, efter han med hjælp af overvågningskameraer blev afsløret i at have fusket med priserne på Lego i fire af legetøjskæden Targets filialer.

Thomas Langenbach havde selv fremstillet stregkoder, som han placerede oven på legoæskernes originale stregkoder.

Han købte blandt andet en æske Millenium Falcon til kun 49 dollar. Den koster normalt 279 dollar. En æske med Anakin, der 90 dollar, fik han for 35 dollar.

Liz Wylie, der er talsperson for Mountain View Police siger til tv-stationen NBC, at Thomas Langenbach blev afsløret, fordi personalet i Target-butikkerne holder ekstra øje med deres Lego, da Lego er meget populært og dyrt i USA.

Havde solgt Lego på eBay for 30.000 dollar
Formelt er Thomas Langenbach sigtet for at have stjålet syv æsker Lego til en værdi af 1.000 dollar, men han har øjensynligt fusket sig til mange flere billige klodser.

Da politiet ransagede hans dyre villa i San Carlos fandt de i hundredevis af æsker med Lego. De opdagede også, at Thomas Langenbach siden april havde solgt Lego på auktionssiden eBay for omkring 30.000 dollar.

Endelig fandt politiet 32 hjemmelavede stregkoder i Thomas Langenbachs bil.