Hvor tit trækker du køleskabet ud fra væggen og gør rent bag ved det? Hvis du ikke kan huske hvornår du sidst gjorde det, er det måske en idé at gøre det, efter du har læst denne historie.

Monica Svendsen Hasanli har de seneste seks år boet til leje i Oslo. I den tid har hun ikke skænket det en tanke, hvad der gemte sig bag køleskabet.

Det var først, da det gamle køleskab begyndte at være pensionsmodent - og hun skulle have et nyt - at køleskabet blev pillet ud.

"De kom med det nye køleskab, og jeg tog det gamle ud for at gøre rent - og så lå der en fisk der," forklarer den 36-årige plejehjælper til TV 2.

Bagved køleskabet lå en hel, indtørret fisk, og der har den ligget i mange år.

"Jeg har boet her i seks år, og min veninde boede her tre år før mig, og hun siger, at hun aldrig køber hele fisk som denne. Så den har i hvert fald ligget der i ni år," siger Monica Svendsen Hasanli til tv2.dk.

Fisken lugtede ikke
"Jeg blev selvfølgelig vældig chokeret og overrasket," tilføjer hun.

Fisken - der muligvis er en stor sild - havde et reb ud af munden, og det kan måske skyldes, at nogen har forsøgt at tørre fisken, gætter Monica Svendsen Hasanli på.

Hun fortæller, at fisken ikke lugter og ikke har lugtet i de seks år, hun har boet i lejligheden.

"Normalt er tørrede fisk uden skind og delt i to, men denne var helt. Den var helt indtørret og en smule flænset, men den lugtede ikke," siger hun.

Monica Svendsen Hasanli understreger, at hun normalt har det rent og pænt derhjemme, men eftersom køleskabet var integreret i køkkenet, havde hun ikke gjort rent der i seks år.

En fiskeekspert udtaler til norske medier, at han ikke tror på, at fisken har ligget der i så lang tid, men det har den altså, siger den 36-årige nordmand til tv2.dk.

Har du fundet interessante ting bag dit køleskab, så skriv det gerne i kommentarfeltet herunder.