I morgen præsenterer regeringen skattereformen, der skal skabe vækst og flere job. Det store spørgsmål er, hvor flertallet skal findes.

For at sikre finansieringen vil regeringen blandt andet spare tre milliarder kroner på ydelserne til kontanthjælps- og dagpengemodtagere.

"Dét, der ligger på bordet nu, synes jeg klart peger i retning af, at det appellerer mest til Venstre," siger TV 2's politiske redaktør, Anders Langballe.

Hvis Venstre så ikke vil være med, vil regeringen gå til angreb.

"Så vil man genoplive hele snakken om, at Lars Løkke Rasmussen ligger i en hængekøje og så videre" siger Anders Langballe.

"Sker dét, så kan man ikke udelukke, at man kan pille tunge elementer ud af skattereformen, lægge nye ind og lave en aftale med Enhedsliste. Og over det hele, der svæver så Dansk Folkeparti, som heller ikke er helt opgivet af regeringen som aftalepartner."