Et nigeriansk passagerfly med omkring 150 om bord er styrtet ned i et beboelsesom­råde i bydelen Agege i storbyen Lagos i Nigeria. Det oplyser lokal politi.

"Jeg tror ikke, der er overlevende," siger Harold Demuren, chef for Nigerias Civile Luftfartsmyndigheder.

Ifølge øjenvidner ramte flyet en bolig­blok i den tætbefolkede bydel - der ligger tæt på lufthavnen - og eksplode­rede i et flammehav. Flyet var på vej fra Lagos til hovedstaden Abuja, da det fik problemer og ville vende om.

Et stort opbud af redningsmandskab er på stedet, men det er på nuværende tidspunkt uklart, om der er kvæstede eller omkomne i boligblokken.

Flyet tilhører selskabet Dana Air.

Flysikkerheden i Nigeria er, som i mange andre afrikanske lande, ringe, selv om der de senere år er sket forbedringer.

Det har været fremme, at der var 153 personer om bord - fra katastrofeberedskabet lyder tallet på 147, mens andre kilder siger 150