Politiet afslører nu nye detaljer i drabssagen fra Københavns Nordvest kvarter.

Her blev den 54-årige finne Veli Matti Rissanen fundet dræbt efter stump vold i sin lejlighed på Tagensvej 217, fredag den 1. juni.

Siden da har politiet forsøgt at finde drabsmanden og et motiv til drabet. Og nu er der nye spor i sagen - blandt andet overvågningsbilleder og et ukendt nøglebundt.

Nye billeder af Rissanen i live
Politiet har fundet videoovervågning af Veli Matti Rissanen - i live. Billederne er optaget ved Danske Bank på Frederikssundsvej 52, København NV i forbindelse med automathævninger. Søndag den 6. maj kl. 11.47 foretog han tre hævninger á 100 kr. og herefter gik han i retning af Tomsgårdsvej.

"Det er de eneste billeder, vi har af Rissanen i live, og de er vigtige for vores efterforskning. Nu ved vi, hvordan han så ud, en måned inden han blev slået ihjel. Det håber vi kan få folk til at reagere, nu han er mere genkendelig end de 17 år gamle billeder, vi offentliggjorde, da sagen tog sin begyndelse," fortæller Hans Erik Raben fra drabsafdelingen i Københavns Politi.

Vidner har desuden oplyst, at Rissanen samlede flasker på en rute fra Tagensvej til Israels Plads i Indre by. Er der nogen, der har set ham på den rute, eller har oplysninger om hans færden og omgangskreds, vil politiet gerne kontaktes.

Ukendte nøgler
I forbindelse med at politiet har sikret spor i den dræbtes lejlighed, er der blevet fundet et ukendt bundt nøgler.

"De tilhører ikke den dræbte, så vi er meget interesseret i at høre fra folk, der ved, hvem de tilhører. I teorien kan de tilhøre drabsmanden, så dem vil vi gerne have oplysninger om," siger Hans Erik Raben.

Ensom mand
Veli Matti Rissanen flyttede til Danmark i 2005. Fra 2007-2010 levede han som hjemløs, men sidste år fik han lejligheden på Tagensvej. Ifølge politiet var han en enspændertype, der kun kunne sige nogle få ord på dansk men ellers talte finsk. Han holdt sig for sig selv og havde ikke kontakt med sin familie ligesom hans omgangskreds er ukendt.

Flere vidner
Politiet håber nu, at de nye overvågningsbilleder fra Danske Bank kan få vidner til at melde sig:

"Vi har behov for at få Veli Matti Rissanens færden kortlagt, ligesom det er interessant at finde ud af, hvem der kendte ham. Han har jo lukket sin drabsmand ind, så det var med stor sandsynlighed en person, han kendte, der slog ham ihjel," slutter drabsefterforsker Hans Erik Raben

Københavns Politi kan kontaktes på tlf. 33141448