Kronprins Frederik er havnet i en poli­tisk strid som følge af sit medlemskab af Den Internationale Olympiske Komité (IOC), skriver Politiken.

Som IOC-repræsentant er kronprinsen fortaler for de nye, omdiskuterede regler for atleternes brug af sociale medier som Facebook og Twitter under legene. De dikterer, at atleter kun må skrive i jeg-form, ikke må rapportere fra konkurrencer og ikke må kommentere andre udøvere. Talsmanden for de danske håndboldherrer, Bo Spellerberg, mener, at reglerne ødelægger atleter­nes muligheder for at kommunikere frit.

"Reglerne konflikter med ytringsfriheden. OL bliver mindre farverigt, når man ikke får detaljerne. Derfor er det en forældet tankegang," siger Bo Spellerberg til Politiken.

Badmintonspilleren Peter Gade, der deltager i sit fjerde OL, føler sig ikke personligt berørt, men signalet fra IOC finder han "kunstigt".

"Det er svært at få til at hænge sammen med at have individuelle og originale idrætsudøvere"," siger han til Politiken. Flere andre danske medaljehåb er enige. Kulturminister Uffe Elbæk (R) vil ikke forholde sig til IOC's regelsæt, men advarer generelt imod restriktive regler om, hvordan idrætsfolk må ytre sig.

"Jeg synes, man skal have tillid til atleterne og deres dømmekraft. Der er jo tale om dygtige unge, som har set frem til at komme til OL og har udvist en høj grad af disciplin"," siger Uffe Elbæk til Politiken.