I morgen kommer den kinesiske præsident Hu Jintao til Danmark, og i dag har flere danske virksomheder annonceret, at de enten investerer i Kina, eller at kinesiske virksomheder investerer i dem. Og der er mange flere på vej.

"Jeg tror godt, at du kan regne med 12 mere. Vi regner med, at der kommer i alt 15 virksomhedsaftaler til en værdi af 18 milliarder kroner," siger handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr til TV 2 NEWS.

Hun vil ikke løfte sløret for hvilke virksomheder, der er tale om, da det drejer sig om børsnoterede selskaber.

De tre store aftaler, som er kommet på plads i dag er:

A.P. Møller-Mærsks havnedivision APM Terminals vil investere tre milliarder kroner i en ny containerhavn i Kina.

Slagterikoncernen Danish Crown har i dag syvdoblet en kontrakt med Kinas største kødselskab.

"Danish Crown har været i Kina i langt mere end 20 år, og vi har i de senere år udvidet antallet af medarbejdere i meget stor stil," siger Danish Crowns koncernchef Kjeld Johannesen.

Endelig har Vestas fundet en kinesisk køber til sin lukningstruede tårnfabrik i Varde. Dermed ser 120 danske arbejdspladser ud til at være reddet.

Tilmed annoncerede Carsberg i går, at de investerer fire milliarder i Kina.

Hvem har æren?
Pia Olsen Dyhr anerkender, at de danske virksomheder har trukket en stor del af læsset, men at regeringen har skubbet bagpå.

"Jeg tror, at det er kombination af Udenrigsministeriets hårde arbejde ude i marken, men så sandelig også danske virksomheder. Vi kunne ikke gøre det uden dem, men nogle gange er det svært for danske virksomheder at begå sig på markedet. De kommer i klemme i Kina, hvor ambassaden reder nogle tråde ud og løser nogle problemer med den kinesiske regering, og det gør jeg også, når jeg mødes med den kinesiske handelsminister," siger hun og tilføjer, at netop angående tårnfabrikken i Varde har "Invest In Denmark" været altafgørende for handlen.

"Invest In Denmark" er et program under Udenrigsministeret, der netop skal få udenlandske virksomheder til at smide penge efter Danmark.

Ud over aftalerne mellem danske virksomheder, er der også aftaler mellem Danmark og Kina.

"Vi indgår en del aftaler regering til regering, blandt andet på klimaområdet, og det betyder noget for Danmark, at vi får nogle relationer med de kinesiske virksomheder. Vi er med til at sætte standarder i Kina på energieffiktivitet. Vi er med til at definere, hvordan man laver vedvarende energi. Det gør, at vores virksomheder får nemmere adgang, fordi det højst sandsynligt bliver de standarder, vi kender herhjemme," siger Pia Olsen Dyhr.

Kina kan blive vores 3. største marked
I en tid, hvor vi taler om manglende vækst i Danmark og Europa, er det måske ikke så god en nyhed, at danske virksomheder som Carlsberg og Mærsk investerer i Kina. Skaber det overhovedet arbejdspladser i Danmark?

"Hvis virksomhederne ikke også har produktion de steder, hvor de sælger, så har de heller ikke mulighed for at vækste i Danmark. Det er tankevækkende, at en virksomhed som Ecco, som i den grad har produktion mange steder i verden, samtidig også er vokset i Danmark, så det er ikke et enten/eller. Det er som regel et både/og," siger Pia Olsen Dyhr.

Forleden kom der nye eksporttal. De viste, at Kina udgør en stadig stigende del af danske eksport. Kineserne køber især minkskind, olie og kødprodukter.

For 20 år siden var Kina blot det 30. største eksportmarked for Danmark med. I dag er de nummer 10.

Ifølge beregninger fra DI har Kina potentiale til at blive Danmarks tredje vigtigste eksportmarked i 2030 - kun overgået af Sverige og Tyskland. Det skriver Foodsupply.dk.