Tatoveringer vækker langt fra kun behagelige minder. Kløe, hævelser og væskende sår risikerer at følge med, og i værste fald kan tatoveringer give kræft.

Derfor vil miljøminister Ida Auken (SF) med en ny bekendtgørelse forbyde sundhedsfarlige tatoveringsfarver.

"Jeg vil fjerne farlige stoffer i de farver, der sælges i Danmark. Det er jo helt almindeligt at have en tatovering i dag, og derfor vi skal ikke have farlige farver på markedet," siger hun.

13 med kræftfremkaldende stoffer
65 af de mest anvendte farver er undersøgt af Miljøstyrelsen, og resultatet viser, at mange af dem er farlige for helbredet.

13 indeholdt så høje mængder af kræftfremkaldende stoffer, at de udgør en sundhedsrisiko, og derfor er de allerede forbudt. For de resterende skal der sættes grænseværdier for nedbrydningsstoffer og urenheder, så de farver, som tatovørerne prikker ind under huden, er mere sikre.

"Enhver kan købe en spand Flügger-maling"
Dansk Tatovør Laug har efterlyst mere lovgivning, og formand Johnny Hansen er da også glad for, at der nu kommer mere styr på farverne. Men de udgør kun en del af problemerne i branchen.

"Generelt er der alt for lidt lovgivning på det her område. Enhver kan købe tatoveringsudstyr, en spand Flügger-maling, og så ellers bare gå i gang. De behøver ikke en gang tage plastichandsker på eller sterilisere nålene," siger Johnny Hansen.

"Hvor hygiejnisk tror du lige, det er"
Han mener, at alle tatovører bør registreres og have autorisation for at udføre deres job.

"Og så burde myndighederne komme på besøg, så de kan skride ind over for de steder, hvor hygiejnen ikke er god nok. Hvor der er tæpper på gulvene, og hvor folk sidder med håndklæder nede i bukselinningen, mens de tatoveres. Hvor hygiejnisk tror du lige det er," siger Johnny Hansen.

Den nye bekendtgørelse ventes at træde i kraft om et år.