Siden den synske blæksprutte Paul havde held til at forudsige flere af resultaterne til VM i fodbold for to år siden, er der gået inflation i at lade dyr "gætte" på sportsresultater.

I Tysklands Serengeti Park er det babyelefanten Nelly, der står for at forudsige kampene. Det gør den ved at sparke en fodbold mod mål.

Den anden dag var det morgendagens kamp mellem Tyskland og Danmark, der skulle afgøres. Og selv om Nelly også sparkede bolden i det danske mål, så endte det alligevel med en sejr til Tyskland.

Men vi kan jo krydse fingre for, at elefanten Nellys dømmekraft ikke var helt optimal lige i det øjeblik, hvor bolden blev sparket.