Regeringens forsøg på at få Venstre med i en skatteaftale er inde i sin afgørende fase. Efter at Venstres formand Lars Løkke Rasmussen (V) har krævet et hurtigt svar fra regeringen på Venstres nye udspil til en skattereform spiller regeringen nu ud med et tilbud til Venstre.

Regeringen tilbyder Venstre samlet af­tale om en reformpakke. Reformerne er skat, modernisering af offentlig sek­tor, førtidspension, flexjob og kon­tanthjælp. Derudover regner regeringen også med besparelse på forsvar og EU.

Dermed skal Venstre altså sige ja til en stor del af regeringens ambitiøse reformprogram for at få en aftale.

Pengene skal gå til tre områder
Regeringen lægger op til, at pengene skal gå til tre hovedområder.

For det første skal der være balance i statens budgetter i 2020 samtidig med, at der er råd til en offentlig vækst på 0,8 procent om året. Det mål har Venstre allerede erklæret sig enige i.

Det andet punkt er, at der skal oprettes en uddannelsesfond på to milliarder kroner til forskning og indfrielse af fælles uddannelsesmålsætninger.

Det sidste punkt er formentlig der, hvor Lars Løkke Rasmussen spidser øre, fordi det handler om skattelettelser. Regeringen lægger op til, at der skal bruges to milliarder kroner til "målrettede" erhvervsskattelettelser. Og derud over skal der bruges én milliard kroner til investeringer i infrastruktur.

Venstre har ønsket skattelettelser til erhvervslivet, og det har regeringen "lyttet til og imødekommet", lyder det fra regeringen.

Siger Venstre ja nu?
Spørgsmålet er, om Venstre nu vil sige ja til regeringen, selvom der er udsigt til markant færre reelle skattelettelser, end partiet har lagt op til.

Lars Løkke Rasmussen rejser søndag til Rio i Brasilien for at deltage i det internationale topmøde om bæredygtighed. Derfor vil afgørelsen af, hvorvidt Venstre er inde eller ude af forhandlingerne muligvis komme i løbet af kort tid.