Sidste års skybrud blev historisk dyrt og kostede milliarder af kroner, da kloakvand skyllede over og ødelagde kældre og huse. Men for mange danskere kan skaden forebygges langt tidligere, nemlig allerede ved køb af drømmeboligen.

Tilstandsrapporten, som følger med købet, omfatter nemlig kun bygningen og ikke kloakeftersyn. Og derfor opdager mange danskere først, at de har købt et hus med et dårligt kloaksystem, når det er for sent. Det fortæller Jan Schøtt-Petersen, formand for Danske BOLIGadvokater til tv2.dk.

"Oftest kommer vi først på banen, når skaden er sket og folk ikke får den forsikringsdækning, som de havde håbet på. Vores erfaring er, at man i højere grad end tidligere bør være opmærksomme på kloaksystemet."

"Klimaets forhold er jo blevet værre og hvis din nabo sikrer sig, så skal vandet jo løbe et andet sted hen og så kan det havne hos dig. Lokalt har vi kendskab til, at der er huse på samme vej, som går fri, mens andre bliver ramt," siger han.

Større risiko
"Derfor skal boligkøbere være særligt opmærksomme på eventuelle fejlkonstruktioner og skader på kloak og afløb. Hvis der er tegn på, at boligen tidligere har haft en vandskade, bør køber derfor altid undersøge, hvordan skaden opstod."

Risikoen for vandskader øges:

  1. hvis kloak og afløb er for små, tilstoppede eller misvedligeholdte
  2. hvis grunden har høj grundvandsstand og en lav beliggenhed, hvor overfladevand ledes hen
  3. hvis boligen har store tagflader samt mange kvadratmeter flisebelagte arealer
  4. hvis husets fundamenter er gennembrudt af rødder fra træer og buske

Derfor lyder Jan Schøtt-Petersens råd, at man som potentiel køber først og fremmest skal stille spørgsmål til sælger. Man skal sikre sig oplysninger om, hvordan kloaken ser ud, hvor den befinder sig og efterfølgende kan man selv eller ved hjælp af en kloakmester vurdere kloakens tilstand.

"Hvis man vil købe huset, skal man stille krav til en kloakinspektion og aftale hvad der skal gøres, hvis kloakforholdene viser sig ikke at være i orden," siger han.

Udsatte områder
Danske BOLIGadvokaters erfaringer er, at det især er gamle villakvarterer fra den første del af 1900tallet, hvor der kan være problemer med vedligeholdelsestilstanden.

Et andet sted er villakvarterer, som er etableret lavtlæggende. Desuden byområder med meget voldsom asfaltering og gårbelægning, hvor vandet ikke kan få afløb og i stedet går ned i jorden, i kældre og ned af køkketrapper.

Forsikring dækker ikke altid
Normalt dækker indbo- og husforsikringer vandskader efter skybrud. Men netop i tilfælde, hvor årsagen til vandskaderne er små kloakledninger, som skubber vandet tilbage i rørene og ind i huset.

Jan Schøtt-Petersen mener, at en udvidet ejerskifteforskring, som omfatter lovliggørelse af stik- og gloakledninger i kombination med en udvidet husforskirng giver den bedste dækning.

Ejerskifteforsikringen dækker dog ikke forhld, som skyldes manglende vedligeholdelse, slid og ælde eller udløb af byggematerialers levetid.

"Selvfølgelig er der steder, hvor selv den bedste kloak ikke kan løse alle problemer, men det bliver i hvert fald værre, hvis man slet ikke kan få afløb for vandet. Så sørg for at stik en finger i jorden og undersøg kloaken, inden du køber huset," siger Jan Schøtt-Petersen.