Angreb med tunge våben mod byer kan være forbrydelse mod menneskeheden, siger menneskerettighedskommissær.

Regimet i Syrien kan være skyldig i krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, når det angriber byer med tunge våben.

Sådan lyder udmeldingen nu fra FN's højkommissær for menneskerettigheder, Navi Pillay.

- Regeringen i Syrien må øjeblikkeligt standse brugen af tunge våben og stoppe granatbeskydningen af befolkede områder.

- Sådanne handlinger kan være forbrydelser mod menneskeheden og mulige krigsforbrydelsen, siger Navi Pillay.

Meldingen kom på et møde mandag i FN's Menneskerettighedsråd i Genève, hvor Pillay også slog fast, at situationen i Syrien er blevet yderligere forværret, og at civilbefolkningen lider stor overlast.

Allerede tidligere i juni åbnede FN's Menneskerettighedsråd for en uafhængig efterforskning af massakren i Houla i maj, hvor op mod 108 mennesker - deraf 49 børn - blev dræbt.

Fra EU's side lyder kravet om, at FN's Sikkerhedsråd skal stå sammen over for Syrien.

- Der er nu et hastende behov for samlet handling fra det internationale samfund, lyder det i en pressemeddelelse fra EU's udenrigspolitiske chef, Catherine Ashton.

- Alle medlemmer af FN's Sikkerhedsråd skal samle sig og øge det internationale pres for at genindføre Kofi Annans fredsplan og tillade den politiske proces, fortsætter hun.

Mandag er kampene fortsat i Syrien, og mindst 36 mennesker har ifølge oppositionskilder mistet livet. Mange er omkommet, efter at regimet har bombarderet byer og andre af oprørernes områder.

Blandt andet var det femte dag i træk, at regimet bombede oprørsstyrkers positioner i byen Homs og i forstæder til hovedstaden Damaskus, siger aktivistgrupper.

Flere end 14.400 mennesker skal være blevet dræbt, siden oprøret mod præsident Bashar al-Assad begyndte i marts i fjor.

/ritzau/AFP