Rasmus N. Kloster, som er væksthusgartner i Botanisk Have i København, er i disse dage en meget spændt mand. I morgen sker det, som han har ventet på i ni år, nemlig. Eller det vil sige måske.

"Det er næsten, så jeg ikke kan sove om natten," siger Rasmus N. Kloster til Politiken.

Det gartneren venter på, er at blomsten Amorphophallus titanium, også kaldet ligblomst, blomstrer.

I de seneste dage er planten vokset 10 centimeter om dagen. Det er første gang, at det er lykkedes at få blomsten til at blomstre i Danmark. Også på verdensplan hører det til en sjældenhed - der springer nemlig kun én til to ligblomster ud om året i botaniske haver.

Det er ikke uden grund, at blomsten kaldes ligblomst. Når den springer ud, så kommer det nemlig til at lugte ganske forfærdeligt.

"Blomsterstanden kan blive op til tre meter høj, og den udvikler en meget karakteristisk ådselslugt. Jeg har læst, at hvis man stikker næsen helt hen til den, kan man besvime," fortæller Rasmus N. Kloster til Politiken.