Hverken politikere eller Sundhedsstyrelsen fik undersøgelse om overmedicinering af psykiatriske patienter.

Direktionen i Region Hovedstadens Psykiatri har ifølge Politiken gennem flere måneder hemmeligholdt en undersøgelse, der viser, at der er foregået massiv og sundhedsskadelig overmedicinering af psykiatriske patienter.

Hemmeligholdelsen er sket, selv om Sundhedsstyrelsen og Embedslægerne i Hovedstaden, der fører tilsyn med de psykiatriske afdelinger, udtrykkeligt har anmodet om at få indblik i "opgørelser over anvendelsen af antipsykotisk medicin", skriver avisen.

Regionens politikerne har også forsøgt at få oplysningerne ud af psykiatriledelsen, men modtog et svar om, at der alene var "tale om kritik fra anonyme ansatte".

Endelig har regionens koncerndirektør, Katja Kayser, der har det øverste ansvar for psykiatrien, været uvidende om, at psykiatriledelsen siden april har kendt den massive overmedicinering.

- Martin Lund har beklaget og sagt, at det er meget uheldigt, og han vil tage de ledelsesmæssige konsekvenser, som er nødvendige for at sikre, at det ikke sker igen, siger Katja Kayser til Politiken.

Psykiatridirektør Martin Lund siger til Politiken, at første udgave af undersøgelsen lå klar 2. april, men at han først selv hørte om den 14. juni.

Undersøgelsen, som først kom frem i onsdags, viser, at hver anden patient på afdelingerne i Glostrup og Hvidovre, der behandles med den stærke antipsykotiske medicin Zyprexa, får doser, der overskrider de maksimale anbefalinger.

På Glostrup fik 29 patienter i årets første to en halv måned doser, der var tre gange så store som de anbefalede.

Embedslægen og Sundhedsstyrelsen var på tilsynsbesøg på centret i Glostrup 11. juni.

Forud for mødet havde embedslægen skrevet, at han forventede at få indblik i centrets "foreliggende opgørelser over anvendelsen af antipsykotisk medicin", herunder især Zyprexa.

Alligevel fik embedslægen og medarbejderne fra Sundhedsstyrelsen ikke rapporten, skriver Politiken.

/ritzau/