De mange hundredtusinder danskere, der lider af angst, depression, spiseforstyrrelser og fobier kan se frem til bedre hjælp.

Samtidig ligestilles patienter med psykiske lidelser for første gang nogensinde med patienter med fysiske sygdomme.

Det er konsekvensen af, at Danske Regioner indfører pakkeforløb på i første omgang ni ambulante områder inden for psykiatrien på samme måde, som det allerede kendes fra de succesrige kræft- og hjertepakker. Siden følger flere.

Dermed sikres det, at patienter med psykiske problemer over hele landet får stillet en hurtig og kvalificeret diagnose og får ensartet behandling.

Region Hovedstaden har med meget positive erfaringer prøvekørt pakkeforløbene siden januar 2011.

- Vi har kun haft tilfredse patienter. Det her er et gennembrud i psykiatrien og et stort løft til kvaliteten i behandlingen, siger ledende overlæge Sebastian Swane fra Psykoterapeutisk Afsnit på Psykiatrisk Center Frederiksberg og fortsætter:

- Der er 300.000 patienter bare med angst og lige så mange med depression. Mange af dem har gået rundt og haft det forfærdeligt, men har ikke anet, hvad de fejlede og ikke fået nogen diagnose.

- Så finder de i telefonbogen en eller anden psykolog, hvoraf nogle slet ikke er tilstrækkeligt uddannet, hvor patienten går i årevis, uden at det hjælper. Nu kan de få gratis og effektiv behandling, siger han.

Ifølge næstformand i Danske Regioner Carl Holst (V) kan de nye pakkeforløb også ses som et tiltrængt opgør med mange års skævhed i behandlingen mellem fysiske og psykiske lidelser.

- Vi skal ikke kun fokusere på brækkede ben og arme, men lige så meget på de knækkede sjæle, siger han.

Psykiatriske patienter lever i snit 20 år kortere end andre danskere.