TV 2|NYHEDERNE har de seneste dage beskrevet, hvordan der hersker lovløse tilstande på Christiania.

TV 2|NYHEDERNE kan nu også afslører, hvordan hashen finder vej til fristaden, efter vi har fået aktindsigt i to sager om hashsmugling.

I det første tilfælde har politiet fulgt, hvordan hash er blevet smuglet fra Spanien i en varevogn. Ved grænsen til Danmark, har smuglerne sendt en personbil i forvejen for at sikre at der ikke var kontrol.

Hashen blev i første omgang opbevaret på en nedlagt landejendom ved Roskilde. Herfra blev den fordelt til flere mindre lagre, blandt andet et kolonihavehus på Amager. Ifølge politiet endte hashen derefter på Christiania.

Da politiet havde ransaget de forskellige lagre, fandt de i alt næste 130 kilogram hash, 750.000 kroner i kontanter og flere våben.

I sagen blev en 52-årig rocker fra Hells Angels anholdt, mistænkt for at være hovedbagmanden.

Smuglede hash i vaskepulverpakker
I en anden sag har politiet overvåget, hvordan hash er blevet fragtet ind på Christiania, blandt andet fra et lager på Østerbro.

Hashen blev smuglet i vaskepulverpakker, som så ud som om de ikke havde været åbnet.

"Så kan man have 10 kg i sådan en vaskepulverpakke. Og så kan man have den i bilen. Skulle man blive stoppet, så kan det være politiet bare tror, det er vaskepulver," forklarer Steffen Thaaning Steffensen, der er politikommissær ved Københavns Politi.