"Regeringens liv er i fare, efter at historisk bred skatteaftale faldt på plads". "Regeringen går et særdeles usikkert efterår i møde". "Regeringens forhold til Enhedslisten fik et alvorligt grundstød".

Sådan indleder tre af landets største aviser deres dækning af den skatteaftale, som regeringen fredag aften til manges overraskelse indgik med Venstre og De Konservative - uden det sædvanlige støtteparti, Enhedslisten.

Dagen derpå er avisforsiderne præget af historier om den røde regerings fortsatte eksistens.

Jyllands-Posten har valgt overskriften: Aftale truer regeringens liv. Berlingske skriver: Historisk skatteaftale udløser krise, mens Ekstra Bladet går skridtet videre med "Panikforlig".

Også avisernes lederskribenter har vendt og drejet den nye situation i dansk politik. Politikens leder mener, at regeringen med aftalen "satser stort - og risikerer at tabe".

Enhedslisten rasede fredag over aftalen og forløbets udgang, som politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen harmdirrende kaldte en svinestreg. Hun understregede, at Enhedslisten ikke længere er et støtteparti.

Om det anstrengte forhold mellem Enhedslisten og regeringen, skriver Politiken i lederen:

"Både Enhedslisten og regeringen skylder vælgerne, at de to partier drikker store mængder kaffe sammen de kommende dage. Det gør ikke noget, hvis der samtidig serveres koldt vand. Det skal slås i blodet," lyder det.

Berlingske skriver i sin leder, at "Den politisk fornuft sejrede" og taler om en sejr for både regeringen og de to oppositionspartier, mens Ekstra Bladet er anderledes kritiske.

"Med skatteforliget står det lysende klart, hvad Danmarks åh-så ansvarlige store oppositionsparti Venstre i virkeligheden er: Et parti i panik med en topledelse, der er fuldstændig til grin."

"Efter ydmygelsen af Enhedslisten er det en gang for alle cementeret, at Margrethe Vestager ikke kun er de radikales leder, men også regeringens leder."