Grækenlands premierminister, Antonis Samaras, gennemgik i weekenden en øjenoperation og deltager derfor ikke i EU's topmøde i den kommende uge, hvor styret i Athen vil kæmpe for lempelser i de indgåede gældsaftaler.

Den kommende græske finansminister, Vassilis Rapanos, kommer heller ikke til at deltage i topmødet, da han fredag blev hasteindlagt på et hospital

En talsmand for den nye græske regering siger, at Grækenland vil blive repræsenteret af udenrigsminister Dimitris Avramopoulos samt den afgående finansminister George Zanias.

"Samaras øjenoperation var vellykket, men hans læger siger, at han ikke bør rejse. Han ar fået besked på at holde sig i ro," siger talsmanden.

Samaras og hans konservative parti, Nyt Demokrati, vandt en kneben valgsejr den 17. juni, hvor det rabiate venstrefløjsparti Syriza kom ind på en andenplads på løfter om at rive de græske gældsaftaler og spareplaner i stykker.

Men også Samaras-regeringen vil have vidtrækkende ændringer i det spareprogram, det gældsplagede land har aftalt med de øvrige lande i eurozonen.

Blandt andet ønsker regeringen at kunne sænke momsen, yde mere hjælp til fattige og arbejdsløse samt stop for yderligere fyringer i den offentlige sektor.

Teksten i den koalitionsaftale, der blev offentliggjort i Athen lørdag, viser også, at de tre koalitionspartnere - det konservative Nyt Demokrati, det socialistiske Pasok og Demokratisk Venstre - ønsker yderligere to års frist til at nedbringe budgetunderskuddet.

Målet er at undgå at pålægge de kriseplagede grækere nye skatter og foretage yderligere nedskæringer i løn, pensioner og offentlige investeringer.

Medmindre trojkaen siger god for udviklingen i Grækenland, vil den ikke udbetale næste portion af kriselånet på 130 milliarder euro, som har reddet landet fra statsbankerot.

Grækernes parlamentsvalg for en uge var det andet valg på kun seks uger, efter at det ikke var lykkedes at få samlet et regeringsflertal efter valget 6. maj.