Industriens virksomheder giver kun minimale tab i de banker, der er gået ned. Alligevel er de blevet hårdt ramt af bankernes manglende vilje til at låne ud. Det konstaterer Ugebrevet A4 efter at have analyseret de forventede tab efter 11 krakkede banker.

I en opgørelse af de forventede tab hos Finansiel Stabilitet, der rydder op i banksektoren, står industriens virksomheder for blot en procent af tabene. Virksomheder inden for industri, energi, handel og transport samt bygge og anlæg står for 11 procent.

Boligspekulation har kostet otte milliarder
Til sammenligning står ejendomshandel og finansiering for mere end halvdelen af tabene - eller tab på mere end otte milliarder kroner.

Økonomiprofessor Niels Westergaard-Nielsen, Aarhus Universitet, kalder de små tab hos virksomhederne tankevækkende - og en sand kraftpræstation.

Han konstaterer samtidig, at virksomhederne er endt med alle problemerne, fordi bankerne har strammet deres udlån så meget.

"Bankernes pres på virksomhederne har utvivlsomt været direkte medvirkende til, at tabene af arbejdspladser blev så store," siger Niels Westergaard-Nielsen til ugebrevet.

180.000 job er gået tabt
Kredittørken har været medvirkende til, at godt 180.000 job i industrien er gået tabt.

I bankernes brancheorganisation Finansrådet afviser cheføkonom Niels Storm Stenbæk, at bankerne har klappet unødvendigt i over for virksomhederne.

"Selv om tabene på virksomheder var mindre end i ejendomssektoren, var der fortsat god grund til at stramme op, efter krisen satte ind. Vi så simpelthen rigtig mange mindre virksomheder komme i modvind på tværs af brancher," siger han til ugebrevet.

Samtidig har bankerne skullet leve op til øgede krav fra staten om at styrke "kistebunden", fremgår det af Niels Storm Stenbæks kommentarer.