Hekmat Khademi har synlige mærker på kroppen, efter han i weekenden var på arbejde som pizzabager hos Crown Pizza i Jernbanegade i Viborg.

I løbet af natten opstod der tumult mellem en ansat i pizzeriaet og det 57-årige byrådsmedlem Benny Ragner fra Dansk Folkeparti.

"Han var rigtig stiv. Helt væk. Han bed og slog mig," siger Hekmat Khademi til TV/MIDT-VEST om episoden.

Benny Ragner er sigtet for vold, og han skulle angiveligt også have slået en anden pizzeriagæst to gang i ansigtet, så han besvimede og først vågnede senere i baglokalet.

Bliver måske ekskluderet
Dansk Folkepartis lokalafdeling holder i aften møde, hvor de skal diskutere episoden og voldssigtelsen. Ender det med en dom til Benny Ragner, kan den politiske fremtid vise sig usikker.

"Hvis han bliver dømt, og Valgbarhedsnævnet vurderer, at han ikke kan sidde i byrådet, kan han heller ikke stille op for Dansk Folkeparti," siger partiets organisatoriske næstformand Carl Christian Ebbesen til TV/MIDT-VEST.

Den 20-årige gæst, der ligesom pizzabageren forsøgte at skille parterne ad, blev sparket i ryggen og faldt omkuld. Herefter satte Benny Ragner sig ifølge politiets sigtelse ovenpå den 20-årige og gav ham flere slag i ansigtet med knyttet hånd, så han blev bevidstløs.

Den 57-årige politiker tilkaldte siden to venner, som sparkede døren op til pizzeriaet og fortsatte tumulterne.

Den 20-årige voldsoffer blev indlagt, men er blevet udskrevet fra hospitalet igen.

Benny Ragner blev anholdt og taget med på politigården. Han blev løsladt efter afhøringen, men kan se frem til et retsligt efterspil.

Tv2.dk har i dag forgæves forsøgt at få fat i Benny Ragner for en kommentar. Det har dog ikke været muligt at træffe ham over telefonen.