Præsident Barack Obama kalder den amerikanske højesterets afgørelse om den omstridte sundhedsreform for en sejr for befolkningen i hele USA, og han opfordrer indtrængende modstanderne til at slutte op bag lovpakken.

"Uanset politiske standpunkter så er beslutningen i dag en sejr for befolkningen over hele landet. Deres tilværelse er blevet mere tryg som følge af denne lov og højesterettens beslutning om at lade den stå ved magt," siger Obama.

"Vi vil fortsætte med at implementere lovpakken, og vi vil arbejde sammen om at forbedre den, hvor vi kan," siger Obama og tilføjer:

"Hvad vi ikke vil gøre - og hvad landet ikke har råd til - er at udkæmpe de samme politiske slag, som vi udkæmpede for to år siden. Med dagens afgørelse er tiden inde til at komme videre.

Den republikanske formand for Repræsentanternes Hus, John Boehner, siger imidlertid, at han vil kæmpe videre for en fuld ophævelse af reformen, der giver sygeforsikring til 32 millioner amerikanere, der ikke er dækket ind i dag.

"Vi behøver ikke at acceptere Obamacare, skriver John Boehner på sin twitter-profil og kritiserer de "skattestigninger, gebyrer og mandater", reformen indeholder.

Den ledende republikaner sendte en byge af reaktioner ud på Twitter i minutterne efter, at USA's højesteret havde erklæret, at sundhedsreformen ikke er forfatningsstridig.

Afgørelsen ses som en vigtig politisk sejr for Obama, der kæmper for at få yderligere fire år i Det Hvide Hus ved præsidentvalget i november.

Hans modstander, republikaneren Mitt Romney, har sagt, at han vil trække sundhedsreformen tilbage som noget af det første, hvis han bliver valgt.