Selv om det er et år siden, at Danmark blev ramt af skybrud, så er skaderne flere steder stadig store.

På Geologisk Museum i København, der hører under Statens Naturhistoriske Museum, er kælderen direkte sundhedsskadelig at opholde sig.

Skal man være i kælderen gennem længere tid, skal man bære maske, og affugtere arbejder et år efter skybruddet stadig på højtryk.

Rikke Mørch, der er sekretariatschef på Statens Naturhistoriske Museum, fortæller til TV 2 NEWS, at arbejdet med at klargøre museet efter skybruddet bliver en dyr fornøjelse.

"Det kommer til at koste os, når vi er færdige, 2,5 million at lave konserveringsarbejdet. Og det betyder, at der er andre dele af samlingerne, som i den rutinemæssige konservering skulle have været behandlet og taget hånd om. Det bliver så udskudt. Og så bliver vi nødt til at bruge kræfterne på akutarbejdet," siger Rikke Mørch.

Geologiske Museum er langt fra det eneste sted i Danmark, hvor man ikke er forberedt til de enorme regnmængder.

En ny undersøgelse foretaget af rådgivningsvirksomheden Alectia viser, at 9 ud af 10 danskere stadig ikke ved, hvor de skal få råd og vejledning til, hvordan de kan sikre deres kælder mod nye oversvømmelser.

Det er på trods af, at hver 7. danske husejer har haft vandskader som følge af regnvejr inden for de sidste 5 år.

Kælderen under Geologisk Museum er nu ved at blive afløbssikret.