I sagen om overgreb på to piger på Bornholm straffer retten adoptivfaren med 10 års fængsel.

Det bringer sagen op blandt de alvorligste sager om overgreb på børn herhjemme.

Moren får 8 års fængsel, hvilket er lidt mindre end anklageren havde krævet.

To husvenner fik henholdsvis seks og ni måneders fængsel for at have deltaget i enkelte af overgrebene.

Ifølge dommeren var der tale om en systematisk nedbrydning af børnenes normer og adfærdsmønstre.

Erkendte seksuelt forhold
Undervejs i retssagen har moren og adoptivfaren selv erkendt, at de har haft et seksuelt forhold til begge døtre, og at faren har haft samlejer med den yngste. Men det var frivilligt fra pigernes side, har de forsvaret sig.

"Det har stille og roligt været fra syvårsalderen, hvor hun langsomt begyndte at se på og derefter også røre, der hvor hun havde lyst," har moren forklaret i retten.

Den 57-årige adoptivfar har forklaret, at han egentligt ikke var meget for at inddrage døtrene i de voksnes sexliv. Men at sige nej til dem var ifølge faren "som at stoppe en løbsk hest", fordi pigerne ifølge ham var "utroligt nysgerrige".

De to piger er i dag 17 og 18 år gamle. Misbruget af dem begyndte, da de var seks-otte år gamle og fandt sted op til flere gange om ugen.

Da dommen faldt onsdag formiddag bestemte retten samtidig, at faren ikke fremover må have børn og unge hos sig.

De to piger får samlet en erstatning på 500.000 kroner.