I en aktion mod Bandidos har politiet afsløret en usædvanlig stor mængde narkotika.

I en rockers bil har betjente fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fundet cirka 40 kilo amfetamin.

Aktionen er sket tidligt onsdag morgen på Vestsjælland og på Fyn.

Den 37-årige mand fra Bandidos' afde­ling i Roskilde blev sammen med sin kæ­reste og en anden mand anholdt klokken 5.10 på motorvejen ved Storebælt, mens de i en personbil var på vej mod øst.

Da betjente undersøgte bilen, dukkede den store portion narko op, fortæller vicepolitiinspektør Bent Ludvigsen.

Lidt tidligere på morgenen var amfetaminen blevet læsset over i personbilen fra en hollandsk lastvogn, som var standset på en rampe til motorvejen på Fyn. Derefter blev den hollandske chauffør også anholdt.

"Vi har kigget på rockeren i et stykke tid i forbindelse med vores interesse for rockerbande miljøet," siger Bent Ludvigsen.

Alle fire anholdte sigtes for indsmugling af stoffet. De fremstilles i et grundlovsforhør senere onsdag i Retten i Næstved.

Kæresten til rockeren er en kvinde på 24 år. Den tredje person i bilen er en 34-årig mand, der ifølge politiet ikke umiddelbart har forbindelse til rockermiljøet. Hollænderen er 33.

Fandt pistol hjemme hos rockeren
Onsdag formiddag ransagede betjente flere adresser. I den forbindelse blev der fundet en pistol og ammunition hjemme på rockerens adresse.

Desuden er der hos chaufføren beslaglagt 15.000 euro, som muligvis er den betaling, han skulle have for den ulovlige transport.

Hvis kvartetten senere tiltales og findes skyldige, risikerer de en straf på cirka 12 års fængsel.

Det var i hvert fald straffen til en estisk forretningsmand, der i foråret blev fundet skyldig i at have smuglet en tilsvarende mængde. Han blev afsløret i Rødby.