Flere konsultationer hos lægen via telefon og e-mail og flere skavanker hos patienten, der skal klares på samme lægebesøg.

Det kan blive konsekvensen, efter at de praktiserende læger har tjent for mange penge det seneste år.

Ved overenskomsten i 2010 fik de praktiserende læger ekstra 181 millioner kroner til det forgangne år. Men der er brugt 210 ekstra millioner til konsultationer - en overskridelse på 30 millioner kroner.

"Det er helt uacceptabelt, for det er tvingende nødvendigt for regionerne, at de kan regne med de indgåede aftaler med lægerne. Ellers holder regionernes økonomiaftale med regeringen jo heller ikke," siger Jens Stenbæk, formand for Regionernes Lønnings- og Takstnævn.

Derfor sikrede regionerne sig også i aftalen, at de kan modregne de 30 millioner kroner ved at droppe næste regulering af lægernes lønninger i forhold til pris- og lønudviklingen.

"Fejler De ellers noget?"
At lægerne dermed nu skal spare uden, at det må gå ud over patienterne, foreslår regionerne løst ved, at hver læge i snit skærer 57 årlige konsultationer eller en-to væk om ugen.

"Lægen kan for eksempel, når patienten alligevel er der, behandle mere end én lidelse. Mange patienter er irriterede over, at når de besøger lægen og har en ekstra ting, de gerne vil have set på, så skal de have en ny tid igen en anden dag," siger Jens Stenbæk.

Telefon- og e-mailkonsultationer er billigere
Flere konsultationer over telefon eller internet er en anden sparemulighed, da det er langt billigere, end når patienten møder fysisk op.

Formanden for Praktiserende Lægers Organisation (PLO), Henrik Dibbern, er omend af andre årsager også træt af overskridelsen.

"For det betyder jo, at lægerne nu skal arbejde gratis for de 30 millioner kroner, hvilket er helt utilfredsstillende. Vi kan jo ikke styre vores egen indtjening, men skal tage os af de patienter, der dukker op," siger han.