De Radikale har ikke brug for at udforme et nyt regeringsgrundlag i efterårets folketingssamling.

Det siger De Radikales politiske ordfører Marianne Jelved til flere SF'eres krav om, at S, SF og R skal genforhandle regeringsgrundlaget med en rødere profil.

"SF'erne skal erindre, at statsministeren hvert år i oktober i Folketinget fremlægger den plan, regeringen har for sin virksomhed i den kommende folketingssamling," siger Marianne Jelved.

"Ikke afgørende"
Hun afviser, at regeringen har brug for et nyt grundlag, fordi Venstre i meningsmålingerne får større opbakning end Socialdemokraterne, SF og De Radikale - tilsammen.

"Der er ikke brug for at puste mere liv i projektet. Det er ikke afgørende at lave et nyt regeringsgrundlag. Det afgørende er i fællesskab i regeringen at føre den politik, Danmark har glæde af og brug for," siger Marianne Jelved.

I 90'erne var hun økonomiminister i Nyrups SR-regeringer. Marianne Jelved mener ikke, at De Radikale nu dominerer regeringsgrundlag og skattereform til skade for regeringsperterne i S-SF.

"Jeg er uenig i kritikken. Det er heller ikke korrekt," at De Radikale bestemmer.

"Vi har en stemme, når de forhandler i regeringen, SF har en og Socialdemokraterne har en. Det er et kompromis, når de forhandler. S, SF og R bidrager alle til beslutningerne," siger hun.

Regeringsgrundlaget er et kompromis mellem tre partier. Ingen kan på forhånd spå om udfald eller indhold, påpeger Marianne Jelved.

"Når man danner en ny regering, bliver man enige om, hvilke problemer man skal løse. Så finder man ud af, hvilke løsninger det er godt at bruge. Sådan vil det også være næste gang. Man bestiller ikke bare et regeringsgrundlag," siger Marianne Jelved.