"Jeg synes, at regeringen også må tage på sin kappe, at vi det her forår har spændt ben for os selv: Hele diskussionen omkring arbejdsudbud i en situation, hvor der er arbejdsløshed, er vi sluppet meget dårligt fra", erkender politisk ordfører i SF Jesper Petersen.

Han mener dog ikke at der er behov for et nyt regeringsgrundlag. Vælgerne skal nok vender tilbage til den røde blok, når regeringen har skabt resultater, som forbedrer danskernes hverdag.

Sådan spår Jesper Petersen, siden flere folkesocialister kræver et nyt rødere og grønnere regeringsgrundlag i den næste folketingssamling.

Kravet afvises af De Radikales politiske ordfører Marianne Jelved og John Dyrby Paulsen (S).

"Det vigtigste er, at regeringen leverer resultater. Så danskerne i hverdagen kan mærke, at regeringen skaber job, uddannelse og et grønt energiforlig, som sætter flere vindmøller op. Det er vigtigere end dokumentet," siger Jesper Petersen og fortsætter:

"Men vi er godt i gang med at gennemføre det nuværende program. Så det er muligt, at vi skal have et nyt på et tidspunkt. Man skal bare ikke tro, at det er løsningen på de udfordringer, som regeringen og SF helt åbenlyst har."

Regeringen har svært ved at forklare sig
Jesper Petersen mener, at trepartsforhandlingerne glippede med fagforeninger og arbejdsgivere, fordi regeringen ikke kunne forklare danskerne, hvorfor arbejdsstyrken skal udvides, når langt færre unge skal betale til flere danskere, som går på pension.

"Der er talt utrolig meget om arbejdsudbud. Det er svært at gøre til nogen stor sællert i en tid, hvor der er arbejdsløshed. Regeringen taler hele tiden om, hvor vigtigt det er at skabe job," siger Jesper Petersen og tilføjer:

"Regeringen må tage på sin kappe, at vi er kommet rigtig dårligt fra den diskussion."

Radikale bestememr ikke
Han afviser, at De Radikale svinger taktstokken i regeringen.

"Der er en fælles mængde, når de tre partier laver beslutninger sammen. Nu skal regeringen efteruddanne alt for mange arbejdsløse," mener Jesper Petersen.

"Men diskussionen om arbejdsudbud har skygget for diskussionen om jobskabelse," siger SF's politiske ordfører.