Tre generationer i familien Skau blev ikke skuffede, da Bruce "The Boss" Springsteen i går indtog Orange Scene på Roskilde Festivalen og spillede i alt 25 numre.

TV 2 fulgte Patti Skau Larsen - der i øvrigt er opkaldt efter Bruce Springsteens kone - Mia Skau og Merete Skau, der alle var til stede på festivalpladsen, da den "The Boss" kl. 21 indtog scenen med nummeret "No Surrender."

"Han fik mig til at græde"
Da koncerten sluttede lidt efter midnat ville begejstringen ingen ende tage:

"Det var fantastisk - det var helt utroligt. Jeg fik lov til at kramme ham. Jeg har fået hans plekter. Han fik mig til at græde," siger det yngste medlem af fanskaren i Skau-familien.

"Han gav den maksimalt gas i dag - virkelig festivals maksimalt gas," lød det fra Merete Skau.

"Fatter ikke, han har kondi til det"
Bedstemor Merete Skau var mere forundret over, at en 62-årig mand kan holdet tempoet:

"Jeg fatter slet ikke, at han har kondi til det der med den alder,"

Og anmelderne deler familien Skaus begejstring.

Avisen BT giver således koncerten seks stjerner for "en næsten ubegribelig oplevelse, der ifølge anmeldelsen "må skrive sig ind Roskilde-mytologien som den største koncert nogensinde'. Eller i hvert fald på niveau med Bob Marley, som de der oplevede ham, stadig omtaler som det største.

"Bruce skrev historie"
Berlingske giver koncerten fem ud af seks stjerner, selv om anmelderen ikke er imponeret over de første 75 minutter:

"På Dyrskuepladsen er skuffelsen også til stede, men af andre grunde. I hvert fald i mig. For trods et par lysende øjeblikke er intensiteten og de mindeværdige øjeblikke til at overse i de første 75 minutter, hvor Springsteen kun når omkring 11 numre," skriver Berlingske.

Politiken skriver under overskriften "Bruce skrev historie" skriver, at "der blev spillet igennem og varieret i hver eneste nummer af et band, der var både på toppen og arbejdslystent på Orange Scene."

Levede ikke op til forventninger
Ekstra Bladets anmelder er knap så begejstret.

Avisen skriver, at det ville være en overdrivelse at sige, at Bruce Springsteen indfriede forventningerne til ham.

"Det var nemlig i udpræget grad familieunderholderen Springsteen og ikke rockkrigeren Springsteen, der gik på scenen klokken 21.05, og da han vinkede farvel 23.59, var det efter små tre timer med alt for meget hygge og alt for få store musikalske stunder," skriver Ekstra Bladet.

Det er 11. gang Bruce Springsteen giver koncert i Danmark, men det er første gang, at han spiller på Roskilde Festival.