Regeringens forhold til støttepartiet Enhedslisten er kørt helt af sporet, efter skatteaftalen med Venstre og Konservative blev indgået.

I dag gik Henrik Sass Larsen (S) så ud og beskyldte Enhedslistens folketingsmedlemmer for at køre en hadsk retorik mod regeringen.

"Hver eneste morgen når jeg står op, er der en eller anden meget grov kritik af regeringen, hvor man konstant rakker ned på de mennesker, som man selv har kæmpet for at få til magten," sagde Sass Larsen her til aften i TV 2 Nyhederne.

Regeringen kan vælte sig selv
Fungerende politisk ordfører for Enhedslisten, Pernille Skipper, mente dog ikke, at det står så grelt til med de knuppede ord, og der var ingen undskyldning til regeringen. Tværtimod gjorde hun det klart, at der skal mange penge på bordet til de dårligst stillede, hvis partiet skal indgå en finanslovsaftale med regeringen i efteråret.

"Vi har at gøre med en mindretalsregering, og hvis de ikke kan finde et flertal for en finanslov, så vælter de sig selv, og vi har advaret den her regering både før og efter, at skatteaftalen blev indgået om, at det bliver rigtig, rigtig svært at lave en finanslovsaftale med Enhedslisten, så at sige bede os om at rydde op efter festen, hvis vi ikke har været inviteret med, når man har valgt at basere sin økonomiske politik på noget så højreorienteret og asocialt som at lade arbejdsløse mennesker betale for skattelettelser."

Kom ikke nærmere hinanden
Det blev af Henrik Sass Larsen tolket, som om Enhedslisten vil vælte regeringen, hvis den indgår brede forlig i Folketinget.

"Det nye i det her er, at man siger; hvis I tillader jer at lave bredt samarbejde i Folketinget, så vælter vi jer," lød det fra Henrik Sass Larsen, efter han havde givet Pernille Skipper besked på ikke at afbryde, når han talte.

Debatten bragte således ikke regeringen og dens støtteparti nærmere hinanden om end Pernille Skipper rakte hånden frem til forsoning.

"Selvfølgelig kan vi ikke bestemme over jeres mandater. Men I kan heller ikke bestemme over vores, så mon ikke vi skulle prøve at nå hinanden."