Karl Kissner og hans fætter var i gang med at rydde op på deres afdøde bedstefars loftsrum i byen Defiance i delstaten Ohio, da de stødte på en kasse med gamle baseballkort fra 1910. Kortene viser sig nu at være millioner værd.

Den 51-årige restaurantejer sammenligner sit fund med "en kunstsamler der finder en forsvunden Mona-Lisa af Leonardo da Vinci."

Også fra auktionshuset Heritage i Dallas, der kommer til at stå for salget af kortene, lyder der begejstring.

"Vi betragter det som det mest betydningsfulde fund i denne hobbys historie," siger Chris Ivy fra auktionshuset.

Uberørte kort
Kissner, hans fætter og 18 andre familiemedlemmer står til at kunne dele omkring 2,8 millioner dollar svarende til omkring 17 millioner kroner.

"De 700 uberørte baseballkort vil fordoble antallet af baseballkort fra 1910, som stadig er i omløb. De fleste kort fra den tid har været i uforsigtige børnehænder og har tit fedtpletter fra de karameller, som de fulgtes med i pakken," fortæller Ivy.

Mange samlere har helt opgivet at finde kort fra den tid, fordi der er så få eksemplarer tilbage.

Det mest berømte baseballkort er et fra 1909 med Honus Wagner. Der findes kun 75 eksemplarer af kortet, hvoraf et blev solgt for 2,8 millioner dollar (17 millioner kroner) i 2007. Lige præcis det kort var dog ikke at finde i bedstefarens samling.

Forærede kortene væk
Kissner fortæller, at hans bedstefar arbejdede som slagter i byen og samtidig solgte slik og i den forbindelse forærede baseballkortene væk som led i et reklamefremstød.

Kortene har sandsynligvis været tilovers og er blevet glemt i en papkasse.

Bedstefaren døde i 1944, men Kissners tante, som overtog huset, var lidt af en samler, så der var aldrig noget, der blev smidt ud, fortæller Kissner.

Da tanten døde, havde Kissner inviteret familien til sammen at gå de gamle ting igennem for at mindes tanten, og det var her, at det indbringende fund blev gjort.