Den 20-årige mand, der i går blev fun­det død i tigerindhegningen i Zoolog­isk Have i København, døde af et kraf­tigt bid i struben med stort blodtab til følge.

Det viser obduktionen, oplyser poli­tiets talsmand, Lars Borg, til TV 2.

Obduktionen viser også, at den 20-årige døde omkring midnat. Der er dog en usikkerhed på plus-minus to timer. Manden blev udover bid i struben også bidt i låret, lysken og ansigtet af tigrene, men det var biddet i struben, der slog ham ihjel.

Blodprøver skal nu klarlægge, om den 20-årige var påvirket, men resultatet er først klar i næste uge, oplyser Lars Borg.

Han har været i vandgraven
Det var dyrepasserne i haven, som fandt manden i går ved halv otte-tiden.

I følge politiet blev manden set uden for zoologisk have ved 23-tiden tirsdag aften, men hvordan han er kommet ind i haven og videre ind til tigrene, hvor han blev dræbt kort tid efter, vides ikke.

"Omkring tigrene i zoologisk have, der er en vandgrav - og den er han faldet ned i, eller hvad der nu er sket. I hvert fald har han været i vandet, og det har dyrene så opdaget, og så har de angrebet ham," siger Lars Borg.

Samlet tegner politiets oplysninger et billede af, at den 20-årige gik mere eller mindre direkte hen til tigrene, efter at han havde forceret hegnet.

Havde ikke meget på sig
Den 20-årige mand havde bopæl i København, og han havde stort set intet med sig, da han endte sine dage i kamp med tre angribende tigre. Han havde hverken mobiltelefon eller taske på sig, men kun et papir på hans opholdstilladelse samt nøgler til en lejlighed.

Mandens ene sko røg af i vandgraven, og efter drabet slæbte tigrene manden op på et forhøjet plateau midt i tigeranlægget.