Landets absolut farligste psykiatriske patienter risikerer at blive fikseret til en hospitalsseng i måneder, fordi der ikke er plads på en sikret institution.

Kun ét sted i Danmark - på Sikringsafdelingen i Nykøbing Sjælland - kan de blive behandlet.

Men de seneste tal viser, at i perioder med ventetid ligger patienterne i gennemsnit 61,5 dage på almindelige retspsykiatriske afdelinger - ofte bæltefikseret i døgndrift.

Kan være livstruende
Nu advarer en læge om, at den månedlange fiksering kan skade patienterne for livet.

"Vi har nogle patienter, der har taget fysisk skade for altid på grund af langvarig fiksering, så det er en alvorlig ting," siger Per Balling, overlæge på Sikringsafdelingen Nykøbing Sjælland.

"Man kan få svært ved at bevæge sig ordenligt i en periode, man kan få problemer med maven, som kan være meget alvorlige og potentielt livstruende," forklarer han.

Fikseret i 199 dage
Som Nyhederne fortalte i tirsdags, har det psykiatriske center i Roskilde indtil for nylig haft en patient liggende i 106 dage - fikseret til en seng, mens han ventede på, at der blev plads i Nykøbing Sjælland.

Lige nu er der en på venteliste et andet sted i Danmark - han har i dag ventet i 90 dage.

De seneste tre år har der været 13 på venteliste. Den person, der har ventet kortest, har ventet syv dage, mens den der har ventet længst har ventet 199 dage.

Politikerne vil drøfte problemet
Hos de sindslidendes forening SIND kalder de det for umenneskeligt.

"Hvis man er spændt fast i så mange dage, som der er tale om her, så er det umenneskeligt," siger Helle Johansson, næstformand i SIND.

Formanden for Psykiatriudvalget i Region Sjælland, Kirsten Devantier, (V) erkender, at ventetiderne er lange.

"Vi må jo drøfte, om der er andre muligheder. Vi har hidtil ikke kunnet finde andre muligheder for den gruppe patienter, fordi det er de mest farlige patienter, men derfor må vi jo drøfte det igen og med de fem regioner, som har ansvaret for de her patienter," siger hun.

Der er planlagt en ny sikringsanstalt ved Slagelse i 2014.