17-årige skal have lov til at køre bil med en erfaren bilist på passagersædet.

Det foreslår partiet Venstre og umiddelbart møder forslaget bred opbakning i Folketinget.

Men på TV 2 Nyhedernes side på Facebook deler forslaget vandene.

"Kan kun forestille mig at det giver bedre bilister, da de unge vil være mere erfarende, når de må køre selv," skriver Frederik Kynde Waad Svendsen.

Han bakkes op af Andreas Lykke Navntoft:

"Jeg synes, forslaget burde få en chance, erfaringer fra Tyskland har vist, at færre bliver dræbt i trafikken ved at køre med en erfaren bilist. Og det vil sige, de kan køre rundt, som 17-årige. Men det betyder også, at de får noget mere erfaring, når de er blevet 18 og har fået deres kort, jeg tror at det er vejen frem! At hæve alderen vil kun få unge mennesker til at se det som en straf. Om du er 18 år eller f.eks. skal være 21 år for at få kortet, der er kun tre år til forskel og hvor har de fået mere erfaring fra på tre år? Ingen steder, derfor synes jeg, at vi bør give forslaget en chance," skriver han.

"Slår sig selv og hinanden ihjel"
Men langt de fleste mener, det er en dårlig idé.

"Meget dårlig idé Venstre! De 18-årige slår jo allerede sig selv, hinanden og andre ihjel, fordi de ikke er modne nok til at køre bil," skriver Maibrit Nielsen.

"Ellers tak. Kender mange 18-årige der i forvejen får kørekort, på trods af de på ingen måder kan håndtere en bil. Ellers tak," skriver Frederik Jeppesen.

"Utrolig dårlig idé - forældrene er jo ikke kørelærere og har ikke et ekstra sæt pedaler i bilen!" skriver Dorrit Bjerborg Chatzoglou.

Hvad mener du? Afgiv din stemme her på siden og deltag i debatten på Facebook via linket i boksen.