Fredag formiddag blev det i Retten i Sønderborg slået fast, at 15 måneder gamle Tobias blev mishandlet ihjel af sin mor, Mona Nissen Thomsen, og sin stedfar, René Jensen Würfel.

Uden for retssalens mure har Tobias' biologiske far, Jan Schmidt Jørgensen, fulgt sagen, og det har gjort ondt på den 23-årige far, skriver JydskeVestkysten.

"Det har rippet op i det hele igen igen, og det har selvfølgelig været skrækkeligt at følge," sagde Jan Schmidt Jørgensen til JydskeVestkysten før domsafsigelsen.

Led i to måneder
I retten er det blevet beskrevet, hvordan stedfaderen ruskede, nappede, bed og slyngede Tobias til døde natten til den 18. juli sidste år.

Men det kom også frem, at Tobias fra midten af maj sidste år og frem til sin død dagligt blev mishandlet af sin mor og René Jensen Würfel.

"Det værste er, at han blev mishandlet hver dag i halvanden til to måneder. Jeg havde virkelig håbet, at min søn kun havde det hårdt til sidst," siger Tobias' biologiske far.

Dom hjælper ikke
Jan Schmidt Jørgensen var ikke selv til stede i Retten i Sønderborg, da dommen fredag blev afsagt, men hans bror og Tobias' onkel, Jesper Jørgensen, overværede det foreløbige punktum i sagen.

"Han (Jan, red.) skulle have været med i dag (fredag), men han fortrød i morges. Det er godt nok for ham, tror jeg. Han har utroligt meget at tænke på, og så er det godt, han holder sig lidt på afstand," siger Jesper Jørgensen til TV 2.

Mona Nissen Thomsen og René Jensen Würfel blev idømt hhv. fire og otte års fængsel for mishandlingen af Jan Jørgensens søn, men selvom der nu er sat et foreløbigt punktum i sagen, er der ikke noget at glæde sig over.

"Han har ikke så meget at bruge dommen til. Det hjælper ham ikke videre i hans liv. Det er et lille plaster på såret, hvis man kan sige det på den måde," siger Jan Jørgensens bror.