Med Jesper "Kasi" Nielsens exit fra AG København er spørgsmålet nu, hvad der er tilbage af penge i klubben og hos Jesper "Kasi" Nielsen selv.

"Han skylder nu et regnskab i AG København, der viser, at man kan dyrke elitehåndbold på det her helt fænomenale niveau og samtidig tjene penge på det. Der var et gevaldigt underskud ved sidste helårsregnskab på 45 millioner kroner," siger TV 2's finansredaktør Ole Krohn.

"Han har godt nok sagt, at han vil komme ud med et overskud, når den her regnskabssæson er overstået, men vi har ikke set det endnu, og der er ingen tvivl om, at det er dyrt at drive håndbold i Danmark på det her niveau. Indtægterne er ikke så store som i fodbold. Det er svært at få tingene til at hænge sammen, og han er måske ikke så rig mere som han har været," siger Ole Krohn.

Jesper "Kasi" Nielsens udmelding kommer, efter der de seneste dage har kørt historier i pressen, der stillede spørgsmål ved den farverige erhvervsmands økonomi, og de personlige omkostninger blev tilsyneladende for store.

"Jesper Nielsen lægger vægt på de personlige forhold. Han var ude så sent som i går på AG Københavns hjemmeside med en ordentlig svada mod Ekstra Bladet, som har kørt en kampagne over for ham gennem de sidste to-tre dage, som har kørt på, at AG København var ved at løbe tør for penge, at klubben var økonomisk presset, og at Jesper "Kasi" Nielsen var ved at gå fra et liv i sus og dus med privatjet og huse over alt i Europa til et privat forløb på anden eller tredje klasse. Det har han syntes var så voldsomt, at han vil trække sig," siger Ole Krohn.

Jesper "Kasi" Nielsen sælger sine aktier i klubben, men erkender at der ikke står en ny storinvestor klar i kulissen.