Rapporter om en ny massakre på op imod 200 landsbybeboere i Syrien har vakt bestyrtelse og fordømmelse verden over.

Også udenrigsminister Villy Søvndal (SF) melder sig i koret:

"Jeg er rystet over forlydenderne om en ny massakre begået af det syriske regime, hvor op imod 200 mennesker, inklusive kvinder og børn, skulle være blevet dræbt," siger udenrigsministeren i en skriftlig kommentar om en påstået massakre i den syriske landsby Tremseh torsdag.

"Massakren er endnu ikke bekræftet af uafhængige kilder, men med det kendskab, vi har til det syriske regime, må vi frygte det værste," siger han videre.

Han opfordrer til, at hændelserne i Tremseh hurtigst muligt undersøges af en uafhængig instans.

"Jeg har noteret mig, at chefen for UNSMIS, general Mood, har meddelt, at UNSMIS står klar til at besøge Tremseh, såfremt der kan etableres en våbenhvile, der gør det sikkert for observatørerne," siger Søvndal med henvisning til FN's observatørmission i landet.

Behov for handling
Og han efterlyser nok engang international handling.

"Massakren viser med al tydelighed, at der er behov for resolut international, politisk handling, der kan tvinge det syriske regime til at stoppe volden og dets åbenlyse foragt for menneskerettighederne," siger Søvndal og fortsætter:

"Jeg opfordrer endnu en gang samtlige medlemmer af FN's Sikkerhedsråd til at påtage sig deres ansvar og vedtage en resolution under Kapitel VII, der indfører FN­sanktioner, såfremt det syriske regime ikke stopper volden og implementerer Annans 6-punktsplan."

Forgæves fredsbestræbelser
Han henviser dermed til den internationale fredsmægler Kofi Annas plan for en fredelig løsning på konflikten, som foreløbig ikke har båret frugt.

Syriske regeringsstyrker dræbte ifølge aktivister torsdag morgen mere end 200 mennesker ­ de fleste heraf civile ­ i landsbyen i Hama­provinsen.

Tallet er endnu ikke bekræftet af uafhængige kilder, men hvis det sker, vil det være den værste massakre i den 16 måneder lange konflikt, hvor oprørere forsøger at vælte præsident Bashar al­Assads styre.