Thomas Dybro var en af de to danskere, der i går overlevede lavineulykken i Frankrig.

Sammen med en kammerat var han på vej op af bjerget ved Mont Blanc-massivet, da en isblok rev sig løs og udløste lavinen.

"Det blæste rigtig meget, og det var mørkt og koldt, så jeg tænkte kun på at se et skridt foran mig ad gangen, og så lige pludselig fløj der bare is og sne ned lige til højre for mig. Jeg nåede bare lige at tænke, at det var godt, jeg ikke blev ramt af det, for det ville bare gøre nas. Så et halvt sekund efter blev vi bare væltet, og så ramte det mig i maven og på benene," fortæller Thomas Dybro.

"Det kommer jeg ikke igennem det her"
Alle på skråningen blev revet med af lavinen, og Thomas Dybro forsøgte at bremse faldet.

"Jeg prøvede på at komme ned og ligge i en position, hvor jeg kunne få bremset med isøksen og fødderne. Jeg følte lige et øjeblik, at jeg havde styr på det, og at vi kunne få bremset ned, men så to sekunder efter blev vi ramt af noget, der var gange ti i forhold til det første. Det var fuldstændig vildt, og vi blev ramt over det hele og rullede i koldbøtter baglæns ned ad vægen," fortæller han.

Ifølge redningsarbejderne rullede de mellem 250 og 300 meter ned af skråningen.

"Jeg nåede ikke at tænke andet end; det kommer jeg ikke igennem det her," siger Thomas Dybro.

Omsider stoppede lavinen, og de kunne begynde at grave sig fri.

"Vi havde armene og hovedet fri, så vi fik viklet os ud af det og gravet os fri for at komme op. Det eneste jeg tænkte på var; hvis der kommer mere, skal jeg ikke ligge her," siger han.

Finder de døde og graver dem ud
De to danskere fandt kort efter deres guide, der var meget medtaget med brækkede ribben i begge sider og albuen slået af led.

De lagde jakker omkring ham og hjalp ham. Guiden prøvede at få fat i hjælp over sin radio, men han kunne ikke komme igennem.

I mørket hørte de folk råbe på hjælp, og de begyndte at lede.

"Jeg troede, jeg skulle dø, da jeg rullede rundt i lavinen, men det mest uhyggelige og det værste, og der hvor det virkelig gik op for os, hvor alvorligt det var, var, da vi kom om til de andre mennesker," fortæller han.

"Vi var nogle stykker, der gravede de her mennesker ud. Der lå to for sig selv som var meget medtaget, som havde benene dækket. Der var tre grupper af mennesker, som vi var ved, og i den ene gruppe lå en guide med to mennesker, som var slået ihjel under lavinen. De var dækket til, men det hjalp ikke noget at grave dem ud," fortæller han.

De to danskere fik at vide, at i så dårligt vejr, som der var torsdag morgen, sendes der normalt ikke redning op på bjerget, så selv da lavinen var stoppet, var de ikke sikre på, at de ville overleve.

Men redningen kom efter lang tids venten, og de to danskere og de øvrige overlevede blev fragtet til hospitalet.

Taknemlige for at leve
De er nu udskrevet, men oplevelsen sidder dybt i dem.

"Først og fremmest har vi det rigtig godt begge to og er fokuseret på, at vi er taknemlige for, at vi er her nu, og vi er sluppet meget billigt. Vi er dem, der er sluppet allerbilligst af dem, der var på hospitalet," siger Thomas Dybro.

Kammeraten blev udskrevet torsdag, mens Thomas Dybro blev udskrevet i dag.

"Jeg har slugt noget is, og det er jo beskidt, så det har givet en lille infektion i lungerne, som har gjort, at jeg skulle have antibiotika, men værre er det ikke. Så har vi selvfølgelig en masse knubs begge to, men ikke noget alvorligt," fortæller han.

De to kammerater havde før den katastrofale tur talt om at bestige et endnu højere bjerg næste år, men eftertanken har meldt sig.

"Det åbner bare øjnene op for, at det her er noget, man ikke er herre over, lige meget hvor gode odds man giver sig selv. Et bjergs kræfter - der har vi ikke noget at stille op."